Introduktion til “Blinde Huse”. Skrevet af Palle Ejler Juul Holm.
Undertegnede har begået et par kunstnermonografier, har leveret tekster til kunstnergruppen Grunhorse og til diverse kunstnere og har i en længere årrække været kunstanmelder ved årbogen Dansk Kunst og tidsskriftet North Art Magazine, er altså garvet.
Men jeg har aldrig haft så svært ved at formulere en introduktion til et værk som her.
De fleste vil nok mene at det er en tvivlsom ros. men de tager fejl.
For det betyder, at værket bliver ved med at rumme engenskaber, som man ikke har fået øje på i første omgang. At det ikke blomstrer for enhver, at det er tålsomt over for fordybelse.
Allerede i nogen tid nu har kunstneren arbejdet sammenbidt med en serie malerier, hvis hovedmotiv er en række forladte huse i det militære øvelsesterræn i Oksbøl og ved Vejers Strand nord for Skallingen i Sydvestjylland.
Serien blev startet med det allerførste billede allerede i 2011 med et billede kaldet “Sydstranden”. Det er et fascinerende og gådefuldt værk, sort, natligt, fokuseret på den mørke grund.
Det er, som om kunstneren selv eller noget i ham er steget op af vandet som den første urtidsfisk og er passeret forbi betragteren.
Det bærende motiv i serien er de “Blinde huse” , som på sær vis er levende, fyldt af et uforståeligt liv, der næsten synes at iagtage os.
Alt overflødigt er fjernet fra gengivelsen af husene, selv træer, buske og andet, der har vokset ved siden af eller op af bygningerne er udeladt på malerierne.
Det afgørende er husene, stirrer på os. De har deres eget liv, men er måske, hver for sig inkarnationer af kunstneren selv. En god del af det selvlysende urmørke fra “Sydstranden” er tydelig vis hentet med op i de afbildede huse.
Og så igen: Det vil nok være fejlagtigt udelukkende at betragte dem som mentale selvportrætter _ Kunstneren har i hvert fald pointeret at tilblivelsen af hans tilsyneladende så opmærksomme blinde huse også har været et valg af en “less is more” æstetik hvad angår stramheden og den forunderlige ro i husenes arkitektur.
Min egen favorit er et billede af en bygning, set skråt forfra, med dunkle mure og et næsten strålende tag. For i det hus har Rico givet det hele: både det mørke, som på en måde er en pirrende uforklarlig grundbeatanddel i denne serie af malerier, den velafbalancerede linieføring og det lyse tag, der på en måde ikke dækker, men åbner og løfter billedet opad.
Måske er serien ved at fremstå afrundet.
Flere er dog på det seneste kommet til. Et af disse billeder viser, overraskende, to dunkle skyggeagtige skikkelser, som er på vej mod beskueren gennem mørkt vand, fra hvis overflade de, måske forgæves, søger at opsamle lysglimt.“Lyssamlere” hedder billedet, og det er vagt foruroligene og dybt fascinerende.
BILLEDESERIE: “BLINDE HUSE”




























