Historien om en Ravn

Ravneungen “Hugin” så jeg en dag på vej til mit hus i Vejle skov.

Under et stort bøgetræ, hvor et ravnepar har haft bolig i årevis, sad han under træet oven på en slags køkkenmødding af efterladenskaber fra reden ovenover.

Værdighed, ro og en lidt fatalistisk og forladt udstråling var det, jeg mødte.

Jeg lod mig ikke slå ud af det overraskende møde med ravneungen og udbrød kækt til min nye ven:

“Hugin, håber du klarer natten og ender op som præsidentrådgiver.”

Jeg overvejede et øjeblik at tage dyret i pleje og få min egen rådgiver, men opgav, da jeg hørte ildevarslende lyde fra forældreparret 15 meter oppe.

Boksen

Jeg holdt lidt øje med ham nogle dage. Værdigheden og udstrålingen var stadig intakt.

Efterfølgende havde jeg et ærinde i det vestjyske og var væk nogle dage.

Da jeg vendte tilbage, mødte der mig et nedslående syn.

Hugin klarede den første nat, men åbenbart ikke den sidste.

Fuglen var splittet ad i skind, fjer og knogler.

Lidt trist samlede jeg resterne af den stolte fugl op og tog dem med hjem til atelieret.

Monumentet

Oplevelsen af forladthed og den fatalistiske ro, hvormed fuglen mødte sin undergang, havde sat sig.

Jeg tog derfor beslutningen om at rejse ham et monument.

Jeg fordelte fjer og knogler på forskellige måder og lavede nogle skitser.

Især næbbet fangede min opmærksomhed.

Som et japansk samuraisværd – en masamuneklinge af den fineste slags – måtte det have en overordnet rolle at spille i billedet.

Sådan blev det.

Skyld og Straf

Eller måske Scener fra et ægteskab.

Her starter en lidt upassende metaforisk refleksion over vores egen tilværelse med svigt, forladthed og modet til at møde skæbnen, som den nu forefindes for den enkelte.

Forældreparret der indtil dato stadig er uenige om hvem som bærer ansvaret for Hugin-miseren